Vidnesbyrd (Carsten)

Hvad I alverden var det der skete dengang i år 2000, da mit liv ændrede sig ganske fundamentalt.

Jeg er vokset op i en ateistisk familie med såkaldte kristne traditioner. Det betyder at jeg tilbage i 1970 blev barnedøbt som traditionen foreskrev, men at jeg herefter voksede op med den lærdom at vi mennesker nedstammer fra aberne og at alt liv har udviklet sig og nedstammer fra det første primitive liv på vor planet. Dette tidlige encellede liv skulle på mirakuløs vis spontant have dannet sig selv i en formodet ursuppe på den tidlige jord.

Mit verdensbillede som det så ud engang var altså det der er det mest fremherskende i vor tid, det være sig både i medier, skoler og uddannelsesinstitutioner. Jeg troede på at alt hvad der er til var som følge af en uendelig lang række tilfældigheder, der alle var sat i gang af en tilfældig eksplosion kaldet “The Big Bang”. Jeg troede med andre ord ikke på at Gud var til, og min tankegang var på daværende tidspunkt, at troede man ikke på evolutionsteorien, ja så var det enten fordi man var uoplyst eller fordi man bevidst valgte at se bort fra det som videnskaben allerede ud over enhver tvivl havde bevist.

EN INVITATION TIL GOSPELMUSIK M.M.

Det skete så dengang i år 2000 at mit ellers så sikre fundament begyndte at vakle. Det hele startede med at jeg d. 2. april 2000 stod af toget på Ishøj Station og begav mig mod min lille hybel i det byggeri der er kendt og berygtet som “Ishøjplanen”. Alt imens jeg skød genvej over en lille boldbane, ser jeg ud af øjenkrogen at en høj og smuk afrikansk kvinde kommer løbende efter mig. Jeg beslutter mig for at sætte farten lidt ned, for jeg er faktisk ret interesseret i at finde ud af hvad hun har på hjerte.

Til min store overraskelse så inviterede hun mig til at komme og høre noget gospel-musik dagen efter, og musikinteresseret som jeg var og er, så syntes jeg at det lød som en rigtig glimrende ide. Den høje og smukke afrikanske kvinde hedder Florence og har været min hustru siden juli 2002.

Dagen efter fandt jeg dog hurtigt ud af at det her handlede om langt mere end blot gospelmusik. Der var også prædiken og bøn for syge mennesker, og jeg kan huske at jeg da syntes at det var en fascinerende og mere vedkommende måde at have kirke på. Jeg kan også huske at jeg syntes det var “godt for dem, men ikke for mig”, og da jeg forlod kirken den dag, regnede jeg bestemt ikke med at jeg ville vende tilbage.

FORBEREDELSE TIL HF-EKSAMEN

Ikke lang tid efter skulle jeg forberede mig til min HF-eksamen og et af fagene var religion. Da tekster fra Bibelen var en del af mit pensum, så jeg fik den tanke at det kunne være en helt fantastisk ide at tale med en person som rent faktisk troede på Bibelen. Det var ikke som sådan fordi jeg var interesseret i Bibelen, men snarere fordi jeg var intereresseret i at få en god karakter til eksamen, og jeg tænkte at en samtale med Florence virkelig kunne være mig behjælpelig i en eksamenssituation, i forhold til at kunne sætte ekstra perspektiv på tingene osv.

Jeg ringede derfor til Florence, for at høre om jeg kunne komme forbi og stille nogle spørgsmål omkring Bibelen. Det sagde hun naturligvis ja til. Da jeg ankom var der en anden fyr fra kirken til stede ved navn Peter. Jeg stillede flittigt spørgsmål til dem begge to, og de svarede tålmodigt på dem. Så langt så godt! Nu skulle jeg hjem og læse til eksamen, og hvad jeg ikke vidste, var at Florence og Peter gik i bøn til Gud om at Hans ord måtte tale til mig i det jeg skulle læse det.

ET “BESØG” JEG ALDRIG VIL GLEMME

Jeg kan ikke huske om det var samme dag eller det først var næste dag jeg begyndte at læse, men det der skete da jeg slog op i Mattæus-evangeliet kapitel 5 for at læse Jesu bjergprædiken vil jeg aldrig nogensinde glemme. Det var som om Jesu ord bare begyndte at bore sig ind mit hjerte; et nærvær og en varme kom over mig og jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke forstå hvad det var der skete, men jeg kunne huske at jeg tænkte “det her er så godt at det er nødt til at være sandt!” En gang imellem var jeg nødt til at lægge Bibelen fra mig for lige at få luft, men gang på gang følte jeg mig draget til at læse videre.

Igen slog det mig “det er jo sandt det her” og da var jeg fik den tanke at jeg måtte ringe til Florence. Jeg lagde Bibelen ned og rakte over efter telefonen, men med det samme ramte tanken mig, at hvis jeg ringede til Florence, så var jeg jo nødt til at blive kristen! Intuitivt vidste jeg at såfremt jeg skulle blive kristen, så var jeg nødt til at vende mine synder ryggen, og det var jeg bestemt ikke klar til.

Mit fundament var nu virkelig ved at skælve og slå revner, så i stedet for at ringe til Florence og fortælle hende hvad jeg netop havde erkendt og netop havde oplevet, så brugte jeg de næste ca. 6 måneder på at flygte fra Gud. Min oplevelse havde gjort et stærkt indtryk på mig, for på daværende tidspunkt søgte jeg absolut ikke efter Gud, men tilsyneladende søgte Han mig.

Jeg skulle bare læse til eksamen og her melder Gud sig så på banen og gør mig opmærksom på Hans eksistens og på Hans sandhed. Hvad ville jeg så gøre ved det? Jo, som sagt så brugte jeg de næste 6 måneder på at prøve at flygte og gemme mig, lidt på samme måde som en tyv prøver på at flygte og gemme sig for en politimand.

DRAGET TIL JESUS

En søndag morgen I november 2000 var jeg rigtig langt nede, og det eneste jeg kunne tænke på, det var at jeg måtte tage i kirke den eftermiddag. Da musikken og lovsangen startede da syntes byrden bare at løfte sig fra mine skuldre og det eneste jeg herefter kunne tænke på, var at jeg for alt i verden måtte kende Jesus Kristus.

Gud havde draget mig til sin søn Jesus Kristus og jeg var nu klar til at vende mine synder ryggen, og i mit hjerte higede og tørstede jeg nu efter Gud og den retfærdighed som kun Jesus kunne give mig. 14 dage senere gik jeg offentligt frem til alteret og bad om tilgivelse for mine synder, bekendte Jesus Kristus som Herre og Frelser, og jeg har glædeligt vandret med Ham lige siden uden at se mig tilbage.

HVAD MED VIDENSKABEN?

Da det var gået op for mig at Gud var til og at Hans ord (Bibelen) var sandt, så tænkte jeg også ved mig selv, at så kunne beretningen om at en frø kan blive til en prins hvis blot man giver den tid nok ikke være helt bæredygtig!

Jeg satte mig derfor for at finde ud af om der fandtes veluddannede, troværdige videnskabsmænd i denne verden der var istand til at argumentere for skabelse, og som ikke kunn få evolutionsteorien til at stemme med deres observationer af virkeligheden. Jeg fandt hurtigt ud af, at dem er der faktisk rigtig mange af…